Børn og døden

Voksne skal ikke skjule deres sorg for børn og ikke være ængstelige for at dele følelser med dem

»Når nogen dør, kan man ikke lade være med at tænke på det. Det kan jeg i hvert fald ikke«. Sådan sagde en 7-årig pige, .og det modsiger jo den meget almindelige antagelse, at børn ikke tænker på døden. Mange voksne tror ganske enkelt ikke, at børn er i stand til at forestille sig, hvad død er, og mener også, at børn skal beskyttes mod at beskæftige sig med døden.

Det er forkert og skyldes manglende viden om børns forestillingsverden og .om, hvordan børn tilegner sig deres kulturs holdning til så væsentlige spørgsmål som liv .og død. Børn er små aktivt tænkende mennesker, der tidligt begynder at interessere sig f.or deres omverden - også for døden, som de jo møder på så mange nåder i dagligdagen. De oplever, at insekter bliver slået ihjel, at kæledyr dør. De oplever måske også, at bedsteforældre eller andre, de kender, dør. De ser TV og hører de voksne tale om krig, drab, naturkatastrofer, trafik og andre ulykker.

Hvor tidligt børn kan begynde at spekulere på døden, giver professor Robert Kastenbaum et eksempel på. Han fortæller om en 16 mdr’s dreng. Der på en tur i parken ser en voksen træde en larve ihjel

Drengen. betragter resterne af larven med et trist udtryk i ansigtet, hvorefter han ser på faderen og siger »ikke mere« (no more). Efter denne episode ændres drengens holdning til parken. Han bliver oprevet, når han ser blade falde fra træerne og blomster visne. Og' modsat tidligere klynger han sig til faderen, når de går tur, og giver udtryk for frygt og vrede over, at smukke blomster dør.

Børn kræver en forklaring
Undersøgelser over børns opfattelse af begrebet død viser, at børn under to år er uden forståelse for hvad død er. De kender simpelthen ikke ordet, men vi skal som eksemplet med det 16 mdr. gamle barn viser, være forsigtige med, hvad vi udelukker. For hvad er viden? Den lille dreng har næppe kendt ordet død, da han så larven blive mast, men en form for forståelse synes han alligevel at have haft.

Det er lige så naturligt for børn at spørge »Hvad er det at være død« som at spørge »Hvor kommer de små børn fra«. Og det er lige så vigtigt for dem at få en forklaring på, hvad det er, der sker, når livet slutter, som det er at få en forklaring på, hvordan vi kommer til verden.

Det er vigtigt for en sund personlighedsudvikling at forstå den menneskelige tilværelses mangfoldighed, på godt og ondt, og opleve sig selv i relation til den.

Og det lærer børnene, når de får lov til at se, høre, røre ved og når de får svar på deres spørgsmål. Både når det drejer sig om livet og om døden.

Er børn gamle nok til at spørge, er de også gamle nok til at få svar.

»Er der huse i himlen?«
Børn i førskolealderen stiller mange spørgsmål om hvorfor og hvordan, og deres tænkning er helt konkret. De kan spørge om, hvor vi var henne, før vi blev født, hvad det er at blive gammel, hvordan det er at være død, om alle mennesker dør, om der er huse i himlen, hvordan den døde kommer fra graven op i himlen, hvordan Gud ser ud osv.

Førskolebarnet kan ikke forestille sig døden som noget uigenkaldeligt, den døde fugl, som de begraver i dag, finder de måske på at grave op igen i morgen for at se, om den ikke er blevet levende. Endnu i seks-syv-års alderen opfatter børnene døden som en fysisk eksistens et andet sted. En seks-årig, der fandt en saks, som havde tilhørt en gammel faster, der var død, sagde til sin mormor, at faster havde glemt sin saks hernede på jorden, og det var tydeligt, at hun mente, at det var ikke så praktisk. En syv-årig sagde »Det må ikke være så slemt at dø, for så er der ikke nogen, der kan gøre en noget. En grav er ligesom en hule, hvor man gemmer sig. Og så må det også være rart at ligge sammen med andre døde, og det er nok derfor, man har lavet kirkegårde, for at de døde kan være sammen. Hvis man har meget ondt, er det nok bedre at være død«.
 
I det sidste eksempel møder vi foruden tanken om, at den døde lever - »Det er rart at være sammen med andre døde« - også en begyndende forståelse af døden som noget mere definitivt ),Hvis man har meget ondt, er det nok bedre at være død«.
 
Men først omkring ni-ti-års alderen, når børn har udviklet evnen til at tænke i mere abstrakte begreber, bliver de i stand til at opfatte døden på samme måde som os voksne, som en biologisk proces, der rammer alle, og hvorved kroppen går tilgrunde.

Angst for det ukendte
Det er vist også en almindelig opfattelse, at mindre børn ikke kan være bange for døden, fordi de ikke ved, hvad død er. Men det er fejlagtigt og skyldes, at vi er tilbøjelige til at opfatte børnene gennem voksne briller. Børns angst har bare et andet indhold end de voksnes. Det helt lille barns største angst synes at være angsten for adskillelse fra forældre eller andre i forældres sted. At blive forladt er for dem i virkeligheden ensbetydende med død.

I førskolealderen kommer også angsten for, at de fysisk kan blive ødelagt. De er nu bevidste om deres fysiske identitet, deres krop er noget meget betydningsfuldt for dem. Døden opfattes som en person, et skelet, spøgelse eller et andet uhyggeligt væsen, som kan fjerne eller ødelægge ens krop.

Men hvad er da den voksnes angst for døden? Nogle 12-14 årige sagde »Det er det, ikke at kunne være med længere«. Den svenske psykiater Loma Feigenberg har beskrevet døden som en række tab: Det er tab af medmennesker, af kroppen, af identitet, af livsindhold og selvKontrol. At skulle slippe det kendte og trygge vækker angst, og vi kan til ræ!d<:en af tab lægge angst for det ukendte. Vi kan altså se, at den voksnes angst genfindes faserne fra barndommen, - adskillelsen, kroppens nedbrydning.

Børn føler også sorg
Hvordan hjælper vi børn til at møde døden i dagligdagen og til forståelse af sammenhæng mellem liv og død? - Vi er vist ikke særlig gode til det. Det samfund, vi lever i, er blevet kaldt dødsbenægtende, og sandt er det, at vi sjældent møder døden i hverdagen. Vi læser nok om den i aviser og ser den i TY, men vi har intet personligt forhold til den.

Mennesker dør oftest på hospital eller på andre institutioner, ikke som i tidligere tider i hjemmet, hvor alle kunne være med omkring den døende til det sidste, også børnene. Livets og dødens sammenhæng er blevet brudt, døden er blevet noget ukendt, og det ukendte skræmmer os.

Mange voksne i dag har aldrig set en død, ingen har talt med dem om døden, da de var børn, og de har aldrig fået svar på deres spørgsmål. Fordi vi voksne ikke har lært døden kende, har vi ikke ord, vi kan bruge, når vore børn spørger, og vi bliver dem oftest svar skyldig.

Måske hænger vore vanskeligheder med døden også sammen med, at vi har glemt religionen og afskaffet mange af de ritualer, som tidligere hjalp os til at dele sorgen med hinanden. I vor tid foregår de fleste begravelser i stilhed. Dertil kommer, at vi har et menneskeideal, der for tæller os, at vi helst skal være lykkelige, at børn skal have en lykkelig barndom, hvormed vi mener, at de skal skånes for" at møde sorg og død.

Uden at ville det kommer vi derfor med vore holdninger til at gøre det svært for børnene. Vi
- kommer til at overhøre deres spørgsmål, giver undvigende svar eller falsk trøst. Siger, hvis marsvinet eller undulaten dør, at de ikke skal græde, de skal nok få en ny i morgen. Vi tager ikke børn med på sygebesøg hos den meget syge eller døende, vi lader dem ikke se den døde og tager dem ikke med til begravelse. Det er, som om vi mener, at børn ikke er i stand til at sørge. Vi slår os ofte til ro med, at børn glemmer hurtigt, fordi de ikke sørger på den måde, vi finder socialt acceptabelt »Han tænker ikke på det, han har travlt med at lege«. Men børn sørger på deres måde
- mærker de, at vi er bange for at tale om døden, kan de beskytte os ved ikke at spørge eller ved at skjule deres følelser. Børn føler også sorg, længsel, savn, vrede, skyld, når nogen, de holder af  dør, men de kan have svært ved at udtrykke deres følelser i ord. De »spørger« ofte med adfærd i stedet for med ord, og det misforstår vi.

Vi skal ikke skjule tårer
Vi må lære at lytte til børnenes spørgsmål og give dem ærlige svar. Har vi ikke noget svar, må vi sige det, fremfor at give falske forklaringer, som blot vil forvirre børnene. Vi må ikke være bange for at sige, at det ved vi ikke, for det accepterer børn. En dreng spurgte, hvordan Gud så ud, og dertil svarede moderen, at hun vidste det ikke, men jeg tror, at vi kender Gud, når vi møder ham«.
 
Vi skal lade børnene komme med på besøg hos den syge, og vi skal lade dem se den døde mor, far, bedstemor, bedstefar, søster eller bror, hvis da ikke særlige vi forhold gør sig gældende. Vi skal lade dem komme med til begravelse. Mange undlader dette, fordi de voksne vil græde. Men et er naturligt, for alle er jo kede af det. Forberedes barnet  på, hvad der skal ske, og hvordan de voksne vil reagere, bliver de ikke forskrækkede.

Vi skal ikke skjule vore tårer for børnene og ikke være bange for at dele vore følelser med dem. »Vi har grædt sammen« er en fin ting at kunne sige.
 
Og vi skal ikke vente med at tale om døden til noget alvorligt sker, vi må svare børnene første gang de spørger. Vi kan benytte lejligheden til en samtale om døden, når de finder den døde fugl og vil begrave den. Vi kan tale med dem om det, vi ser i TV, høre på deres meninger med respekt, samtidig med at vi forIklarer dem, hvordan ting hænger sammen, og hvad vi selv mener og føler.
Vi kan ikke beskytte børnene mod at møde sorg og død, og vi skal heller ikke forsøge at gøre det. Forhindrer vi børnene i at lære om døden, hindrer vi dem i virkeligheden i at lære om livet og alle dets muligheder. Det, vi kalder dødsangst bliver i stedet let til livsangst. Angst kan ikke ties ihjel, men får børnene ærlige svar på deres spørgsmål, skaber det tryghed og mulighed for videre udvikling.

Livet og døden hører sammen, de er hinandens forudsætning. Den indiske vismand Tagore har sagt det således: Det er som at tage et skridt fremad, foden løftes, føres frem for atter at sættes til jorden.

Det er den sammenhæng ikke blot børnene, men også vi voksne må lære. 
 

Græd, Tistu, græd bare, sagde Gymnastik. Det skal man gøre. De voksne lader være med at græde, men det gør de galt i, for så fryser tårerne til is inden i dem og gør dem hårdhjertede«. (Maurice Druon: Tistu).

»Det er en, der er blevet skudt, og så er de til begravelse, og de er kede af det, og de sørger sådan over barn der er død«, siger en syv-årig. 

En 12-årigs opfattelse af døden. "Skynd dig nu«, siger den ene helikoptermand. "Pu ha, hvor er han tung", siger den anden.

Helles forklaring til tegningen: "En begravelse, man ser hvilke to muligheder den døde har«.

Syv-årige Line siger om sin tegning: "Det er en død mand, de er til begravelse og de er meget kede af det. Låget er ikke blevet lukket, fordi de skal se ham for sidste gang",